Den sidste skjorte, skjorten vi får på når vi skal herfra, har ingen lommer… 

der er ingen af os der får noget med herfra, siger et gammel ordsprog. 

Vores søer bærer ikke skjorte. Alligevel får de mere og mere med herfra. De bliver tungere, og tungere, år for år. Slagtevægten på vores søer stiger og stiger. En stigning vi skal have begrænset, hvis ikke søerne skal vokse ud af boksene og foder til vedligehold blive unødvendigt højt.

Figur 1: So Seminar 2022, https://svineproduktion.dk/services/plancher

Holder vi IKKE igen med proteinet til vores drægtige søer vækster de unødvendigt meget

Fokus i avlen er flyttet væk fra primært at jagte antal grise pr årsso til nu at have fokus på fodereffektivitet og daglig tilvækst hos vores grise i vækst (se figur 1).

Dette smitter IKKE bare af på vores slagtesvin. Det smitter også af på vores søer. Holder vi IKKE igen med proteinet til vores drægtige søer vækster de unødvendigt meget.  

Slagtevægten hos vores søer er øget med 10 kilo på 7 år  

Dette er også billedet når vi ser rundt i staldene. Søerne bliver større, hvilket også bekræftes af slagtedata. Ifølge Danish Crown var slagtevægten gennemsnitlig 187 kilo i 2020. I 2013 var den kun 177 kilo. En stigning på 10 kg på bare 7 år. 

Figur 2

En lille fed polt klarer sig bedre 

Jo større polt ved løbning jo større vægt hos soen livet igennem. SEGES-undersøgelser viser en klar sammenhæng mellem vores poltes vægt ved løbning og søerne i besætningens gennemsnitsvægt (se figur 2). Samtidig kan vi hæve antal totalfødte hos vores førstelægssøer ved at udskyde første løbning (se figur 3). Poltens vægt og alder ved første løbning trækker således både besætningens gennemsnitsvægt som antal grise i første kuld i vejret. Et dilemma. Men en lille fed polt klarer sig bedre i det lange løb. Så det er det vi går efter. 

Figur 3

Det kan godt lade sig gøre

Vi løber vores polte ved 32 uger. Foderet op til da har stor, stor betydning for, hvor stor polten er på det tidspunkt. Vi skal begrænse poltens optag af protein, således vægten bliver maksimum 140 kg, og samtidig sørge for rigelig med energi så rygspæktykkelsen når over de 12 mm. Det kan godt lade sig gøre. 

Alt andet lige noget at kæmpe for  

Hvis soens vægt stiger med 5% vil hendes behov for foder til vedligehold også stige 5%. Men vi kan begrænse væksten hos vores søer ved at holde igen med aminosyrer og protein i drægtighedsperioden. Forsøg viser at man har mulighed for en besparelse på op til 100 FEso per so om året, ved at holde igen på søernes vækst. Med de foderpriser vi har i dag, er der alt andet lige noget at kæmpe for.  

Slå på tråden og få en kvalificeret snak om fodringen af dine søer 

Udgivet d. 27. januar 2023 af

Anders Rasmussen
Anders Rasmussen
Salgskonsulent, svin