L-arginin: Mere ensartede kuld og færre dødfødte?

Vil du hjælpe dine pattegrise godt i gang med livet, kan L-arginin måske være et relevant værktøj i fodringen af dine søer. Flere udenlandske undersøgelser peger på, at et tilskud af L-arginin kan forbedre kuldudbyttet og give mere ensartede grise ved fødslen.

Hvad viser undersøgelserne?

L-arginin er en aminosyre, som spiller en vigtig rolle i kroppens stofskifte hos såvel mennesker som dyr. L-arginin har blandt andet betydning for blodgennemstrømningen til livmoderen og dermed næringsforsyningen til fostrene. Flere undersøgelser indikerer, at et tilskud af aminosyren blandt andet kan bidrage til:

  • Flere levendefødte grise

  • Højere og mere ens fødselsvægte

Effekten ses – i sagens natur – nok tydeligst i besætninger med mange totalfødte (flere af vores kunder oplever nu over 20 levendefødte pr. kuld – det er godt nok mange grise!).

Hvornår har tildeling størst effekt?

Undersøgelser viser, at den største effekt af L-arginin opnås ved tildeling i sen drægtighed (dag 85 til faring) og/eller ved tildeling i løbe-/kontrolafdelingen (tidlig drægtighed). Dokumentationen er nok stærkest ved tildeling til de sen-drægtige, hvor en øget blodtilførsel til moderkagen kan gavne både kuldstørrelse og livskraft. Det mest brugte er dog en tidlig tildeling i løbe-/kontrolafdelingen, hvor blodtilstrømningen til placenta er afgørende for embryo-/fosteroverlevelse (vedhæftning til livmodervæggen).

Erfaring fra praksis

L-arginin anvendes, som nævnt, typisk i besætninger med højtydende søer og store kuld. Det kan tilsættes direkte i foderblanderen via påslag, tildeles med mineralblandingen eller anvendes som topdressing. Den mest brugte model er tildeling via mineralblandingen. Flere af vores kunder tester i øjeblikket en tildeling af L-arginin, og vi følger resultaterne tæt. Vi vil dele erfaringerne fra praksis i kommende nyhedsbreve.

Yderligere forskning nødvendig

Afhængigt af dosering og tidspunkt for tildeling vil en tildeling af L-arginin typisk koste 100 kroner eller mere pr. årsso.
Selv om nogle undersøgelser indikerer, at L-arginin kan øge blodgennemstrømningen til livmoderen og dermed understøtte næringsforsyningen til fostrene er dokumentationen endnu ikke entydig. Der ses i nogle tilfælde en sammenhæng med mere ensartede levendefødte grise og højere fødselsvægte, men vi er IKKE dér endnu, hvor vi generelt vil anbefale L-arginin som standardtilsætning. Yderligere forskning ville være ønskelig. Samtidig kan L-arginin måske godt være et relevant værktøj i en testperiode hos besætninger med rigtig mange levendefødte.

Slå på tråden og lad os tage en en snak om tildeling af aminosyrer til dine søer

Udgivet d. 20. juni 2025 af

Anders Larsen
Anders Larsen
Salgskonsulent, svin