Nyt korn – nye udfordringer
Høsten 2023 har for mange været noget af en udfordring, og nu er næste udfordring så hvor vi skal starte med at bruge det nye korn
Proteinindhold
De første kornanalyser begynder nu at indløbe. Generelt ser vi meget høje proteinindhold i byg, ligesom fosfor også ser ud til at være højt. Billedet stemmer fint overens med, at udbyttet har været lavt og indholdet derfor højere.
Hveden ligger måske en smule højere i protein end foregående år, men med betydelig variation. Til gengæld ser fosfor indholdet ud til at være lavt.
De fleste nye færdigfoderrecepter kommer derfor til at indeholde væsentlig mindre sojaskrå, så mens vi venter på nye kornanalyser så tøv ikke med at tage 1-2 % soja ud af foderet, hvis du oplever løse maver, da det godt kan være sådan vi ender alligevel.
Umodent korn
Kornet er mange steder heller ikke for godt modent, indeholder måske også mere vand end vanligt. Mange oplever problemer med at foderet falder til i siloer og automater. Husk at reducerer du 1 % fedt i foderet, så reducer samtidig soja med 1 %. Dette problem løser sig dog over tid.
Umodent korn forbruger også masser af E-vitamin i modningsprocessen, husk derfor at få dette tilsat i færdigfoder/mineraler, gerne frem til medio Oktober.
Toksiner
Vi snakker også meget toksiner i år, da vækstsæsonen og vådt korn disponerer for problemer med toksiner. Er man i tvivl om man har et problem, anbefaler vi, at der tilsættes toksinbinder til alt sofoder, da det er en billig forsikring i forhold til de problemer, der kan opstå. Nogle vælger at analysere kornet for toksiner og i mange tilfælde findes der ikke noget af betydning. Frem for at vente med beslutningen anbefaler vi i stedet at tilsætte det med det samme, da vi har en forventning om at det meget vel kan ende med at det alligevel bliver beslutningen.
Tag fat i din Nutrimin rådgiver, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal tackle udfordringerne med nyt korn.
Udgivet d. 15. september 2023 af