Antidumping-told på aminosyrer
– Ændring af fodersammensætningen til søer og grise?
I januar blev der indført antidumping-told på lysin. Det betød, at prisen på lysin steg med 50-60%. Lysin er den aminosyre, der bruges mest til grise og søer.
Omregnet til ekstraomkostning pr. produceret slagtesvin svarer det til ca. 3,50 kr. og tilsvarende ca. 1,00-1,20 kr. pr. produceret smågris – alene for smågrisefoder.
Ekstra protein og mindre lysin? – Nej, ikke nu.
Vi har lavet flere testberegninger med ekstra protein. Det kan ikke betale sig med den aktuelle pris på lysin og proteinfodermidler. Ekstra protein i foderet kan øge risikoen for diarré. Desuden koster det energi at udskille det ekstra protein, og det giver alt andet lige en ekstra miljøbelastning.
Det kan p.t. ikke udelukkes, at der senere kommer told på andre aminosyrer. Sker det, gentager vi beregningerne for at se, om det ændrer på anbefalingen. Vi vil løbende orientere om udviklingen.
Er der andet vi kan gøre for at minimere effekten af told på lysin – Ja.
- Tilbage til normen: Der har været perioder, hvor lysin har været billigere at tilsætte end proteinfodermidler, især i smågrisefoder. Det er bestemt ikke tilfældet længere. Hvis du har blandinger med mere lysin, end normerne foreskriver, bør det rettes tilbage nu.
- Vådfoder – korrektion for tab af aminosyrer: Hvis der tilsættes f.eks. 2 promille myresyre eller benzoesyre til vådfoder, vil tabet af lysin og treonin blive begrænset. Der er derfor ikke samme behov for at tilsætte ekstra aminosyrer. Vi beregner i hvert enkelt tilfælde behovet for korrektion ud fra, hvilken syre der anvendes. Tilsætning af syre til grisefoder har flere fordele for både sundhed og fodereffektivitet og bliver samlet set mere relevant ved høje aminosyrepriser.
- Er proteinindholdet i kornet fortsat det samme, som der blev regnet med ved høst? Husk altid at justere optimeringen, hvis der er skiftet til nye kornpartier siden høst. Både over- og underindhold af protein og aminosyrer koster på bundlinjen.
Giv os et kald for en snak om din fodersammensætning.
Udgivet d. 28. marts 2025 af
