Fodring af søer, huldstyring og nye anbefalinger
Ved fodring af søer er der mange hensyn at tage til både foderstyrke og sammensætning af foderet.
Det område, der bør have størst fokus, er dog stadig en god huldstyring. Det er afgørende for såvel reproduktion samt for succesen i farestalden.
Scanning af rygspæk ved indsættelse i farestald og igen ved fravænning sikrer en ensartet vurdering af huldet, så søerne kan sættes på den rigtige foderkurve. Knapt så erfarne medarbejdere vil have gavn af scanning frem for en visuel vurdering af huldet.
Et interessant nyt forsøg viser, at man allerede tidligt i drægtighedsperioden kan se en forskel i pattegrises størrelse, selvom de er fra samme kuld. Forsøg lavet af Københavns Universitet viser en stor variation i størrelsen af fostre i samme kuld allerede ved dag 26.
Forsøget viser også en sammenhæng mellem det enkelte fosters størrelse og moderkagens størrelse. Moderkagen dannes mellem dag 12 og 16 i drægtigheden. Derfor bør man undgå at reparere på manglende huldstyring ved at fodre fede søer under ”vedligeholdelsesfoder” i drægtighedsperioden, da tilstrækkelig forsyning af næringsstoffer har betydning for udviklingen af moderkagen og dens vækst.
Har du brug for en snak om foderkurver, valg af råvarer og sammensætning af din mineralblanding, så kontakt os gerne.