Medicinfri, zinkfri og lange haler…
Om vi vil det eller ej, kommer ovenstående vilkår på et tidspunkt til at kendetegne en standardgris.
Der går forhåbentlig mange år, men ofte viser specialproduktioner vejen for, hvad der senere bliver standarden.
I Danmark er der mange, der eksperimenterer med den zinkfri del for at teste muligheder og udfordringer.
Ofte viser det sig, at de fleste hold kan klare sig uden zink, og at grisene præsterer rigtig flot.
I de seneste 12 måneder har vi leveret mineraler og færdigfoder til to besætninger i Finland, hvor medicinfri, zinkfri og lange haler er standard.
De to besætninger producerer tilsammen ca. 75.000 30 kgs smågrise om året. De har vådfoder i alle afdelinger. De har et lavt sygdomspres, blandt andet pga. afstanden mellem besætningerne. Dyrene er danske LY-D. De har fuldt sektionerede klimastalde, og der er ingen overbelægning.
De lange haler giver tilsyneladende ikke de store problemer. De få tilfælde, jeg oplevede under mit sidste besøg, blev stoppet med ekstra beskæftigelsesmateriale i stien, og ofret blev flyttet til sygesti. Den skyldige, hvis den blev fundet, blev også flyttet væk. Det var imidlertid under 1 %, der blev flyttet.
Vi oplever, at vores koncept med Complete 3 til de mindste i farestalden efterfulgt af Complete 5/6 de sidste dage i farestalden og frem til 9 kg i klimastalden giver god ædelyst og holder mave/tarme sunde.
Vi havde lavet en 9-18 kgs blanding med afpasset rå-protein, hvor der ikke var sparet på kvaliteten/mængden af syrer, flere slags protein af god kvalitet og ikke mindst ”månestøv”. 😊
18-30 kgs blandingen ligger ikke langt fra det, som vi ellers ville have lavet; fuld soja, en lavere mængde syre og ellers fuld fart på.
Det, jeg så under mit besøg, var flotte grise og tilfredse landmænd.